Jeg stødte i en anden samtale på denne lille godbid:
“Hvordan har du tænkt dig at bedømme om en [ukvemsord om indvandrere] har assimileret sig ind i det danske samfund eller ej? Vil du teste dem årligt for at se om de er blevet danskere eller hvad?”. Vedkommende fortsætter med forslag til, hvor indvandrere – især muslimske indvandrere – kan sendes hen, hvorfor og endda en større udregning på, hvorfor det ville kunne betale sig for staten at betale for enkelt-billetter til vedkommendenes udrejse kontra udgiften ved at lade dem bo i Danmark. Meget ‘hyggelig’ person.
Debatten om indvandring og ‘hvad er en dansker?’ har raset i årtier, hvor meningsdannere, politikere og almindelige borgere har kværuleret om, hvordan man definerer ‘danskhed’ bedst så vi kan måle om indvandrerne passer ind i Danmark eller ej. Er svinekødet i vores nationelret Stegt Flæsk med Persillesovs, der definerer om vi er danske eller ej? Er det kristendommen? Er det frisindet? Har det noget at gøre med Janteloven?
Set fra mit personlige synspunkt er det en kaotisk sammensurium af evigt forandrende aspekter, der gør en person Dansk og Vestlig. Det er lidt ligesom en karrusel, der snurrer i en evigt forandrende fart, hvor dét at stige på er det svære, men når du først er kommet op på karrusellen så kører det hele meget nemmere, og selvom man fra tid til anden kan være lige ved at miste balancen så er der nogen, der er villige til lige at hive fat i din arm og holde dig på karrusellen. Nogle er endda villige til at give dig en hjælpende hånd til at komme op på karrusellen til at starte med, men du skal altså selv være villig til at stå på og tage turen sammen med os andre.
Når du så ér oppe på karrusellen så er det vigtigt, at du hjælper andre, der står her og er lige ved at miste balancen. De hjælper dig, du hjælper dem; vi hjælper hinanden – og vi er fælles om det. Det betyder at man som Dansker er nødt til at være en del af fællesskabet, uanset hvordan karrusellen hopper, danser, drejer og svajer.
Samtidigt betyder det at du er nødt til at følge de svingninger, som karrusellen foretager. Du kan kalde det “skik følge eller land fly” for i stedet for at sætte en masse ord på, hvad der specifikt gør en dansker til Dansker så er det langt vigtigere at kigge på, hvordan Flokken bevæger sig og følge med i dén bevægelse.
Problemet med indvandring – hvis vi fortsætter i denne metafor – er at der er nogen indvandrere, der stiller sig i en klump midt på karrusellen, og nægter at være en del af fællesskabet. Dét skaber ubalance og for at holde karrusellen kørende er der så nogen, der stiller sig i en klump i den modsatte side, og skaber ubalance dér.
Det er min holdning at disse klumper skal stoppes for at karrusellen kan køre balanceret og gnidningsfrit. Integration betyder at vi får “indvandring til at passe ind i samfundet” eller sørger for at klumpen af indvandrere, der ikke vil holde den fælles kurs, får lov at blive stående, og man i den modsatte side gør hvad man kan for at klumpen, der balancerer Indvandrer-klumpen får det hele til at balancere. Assimilation er kravet om at enten er du en del af fællesskabet eller også hopper du af karrusellen!
Derfor vender vi lige tilbage til den virkelige verden og spørgsmålet, hvordan vi definerer om nogen er Dansk eller ej. Hvordan definerer vi nemmest om nogen har fundet Danskheden? Det kan gøres ret simpelt og meget Dansk; vi kigger på dem, og hvis de ikke skiller sig nævneværdigt ud fra mængden så er de Danske.
Assimilering er ganske enkelt “fraværet af forskellighed”. Ikke dermed sagt at en indvandrer ikke må være “anderledes”, men hvis de opfører sig som samfundet generelt så er man assimileret. Vi skal ikke ‘integrere’ uden fra kommende – heller ikke belgiere, svenskere eller japanere – de skal assimilere sig til samfundet ellers er de ikke velkomne.
Der er indvandrere, der kommer med en kultur, der er så forskelligartet fra det danske – uden at specificere hvad Danskhed er – at de ikke passer ind nogen steder. Det er ikke kun muslimer eller romaer Jeg snakker om; det er alle indvandrere Jeg snakker om. De kommer her for at få et bedre liv, hvilket de selv har valgt og de er derfor nødt til at omstille sig fra deres tidligere kultur til den Danske så de kan tage del i det liv, som Danmark kan tilbyde dem.
Og inden nogen kalder mig “racist” eller “islamofob”; der er intet racistisk i det. Jeg er flintrende ligeglad med hudfarve eller hvilken kultur man kommer fra. Jeg ser bestemt ‘farverne’, men det er fuldstændigt underordnet om du er hvid, sort, brun, rød, gul eller lilla – farverne er kun et spørgsmål om æstetik og har intet at gøre med din personlighed. Islam er en idé og ideer kan altid kritiseres, og islam er en rigtigt dårlig idé.