Kan det virkeligt passe at Jeg er blevet “mainstream”? Ifølge DR ser det sådan ud. Jeg er overrasket – glædeligt overrasket!! – over hvor mange, der har stemt blankt ved dette EU-valg!

Det har altid været utroligt nemt for mig at gå til stemmeurnen – Hvis det er politikere, der vil have at Jeg skal legitimere deres magtmisbrug så er stemmen altid blank, og hvis det er Ja/Nej spørgsmål, som ved afstemningen af Euro’en eller forsvarsforbeholdet, så er min stemme altid Nej. Jeg har ikke besvær med at beslutte, hvad Jeg skal stemme – det har Jeg aldrig haft og det kommer Jeg aldrig til.

Heldigvis har Jeg – helt tilfældigt – altid boet steder, hvor “valgstedet” lå i gå-afstand til indkøbssteder så Jeg har altid været så heldig at det ikke var besværligt lige at smutte forbi valgstedet, traske igennem stemmeboksen uden at sætte kryds og så videre ud af handle. På dét punkt har Jeg altid været heldig.

Og det glæder mig usigeligt, at så mange har det på samme måde som mig. Ifølge valgforskere viser det sig nemlig, at de 2,1%, der har stemt blankt ved EUMP-valget 2024 har gjort det fordi de har vejet politikerne og fundet dem for lette. Dét burde fortælle politikerne noget om, hvad vi mener om dem og det repræsentative demokrati, og Jeg føler mig overbevist om, at de véd det – men er skide ligeglade.

At stemmeprocenten – antallet af personer, der er gået igennem en stemmeboks – var under 60% burde også fortælle dem et eller andet om, hvor lidt de betyder for danskerne. Det er jo ikke fordi danskerne ikke vidste, at der var EUMP-valg; det handlede mere om, at danskerne havde vigtigere ting at foretage sig. En af mine bekendte erklærede at det var vigtigere for ham at få sig en lur inden håndboldkampen så han havde bestemt ikke tid til at gå hele vejen ned til stemmeurnerne (ca. 200 meter fra hans hjem) for at stemme.

Politiker-lede er en dejligt ord. Danskerne er, i det store hele, efterhånden ret trætte af de fjolser og fænakker, som partier stiller op til valg. Og så er der hele det “politiske spil”, hvor der lyves, bedrages og fordrejes sandheder for at tilrane sig magten og sædet. Det virker på mig som om politikerne har glemt en vigtig detaljer omkring det Repræsentative Demokrati; de repræsenterer ikke sig selv, men en holdning, som deles af et antal danskerne. Der er gået ‘personfnidder’ i det Repræsentative Demokrati og det ser man tydeligt på deres “valgkampagner”.

Er der noget danskerne ikke bryder sig om, jvf. Janteloven, så er det folk, der tror de er bedre end andre – og politikere bilder sig selv ind, at de er bedre end den jævne dansker. Og danskerne bryder sig i det store hele slet ikke om mudderkastning – og absolut ikke politisk mudderkastning. Lagde du mærke til, hvor mange seriøse forslag, der kom på bordet i forhold til hvor mange “ham der fra X Parti vil ikke være med til at [indsæt buzzord]”?

Kampagnerne handlede stort set kun om, at man var for et eller andet [Buzz-ord] og at de andre ikke var det – eller ikke lige så meget som ‘mig’. For, jo jo, de fik da sagt ting som “Vi vil begrænse indvandringen” og “vi vil skabe mere grøn energi”, men konkrete forslag til, hvordan de ville gøre dét kom der ikke meget af. Der blev brugt mere tid på “Vi vil begrænse indvandringen, og de andre der siger de vil det samme, men det mener det ikke lige så meget som vi gør!” og “Vi vil lave grøn energi, men det vil X-Parti ikke”.

De mange blanke stemmer, der procentvis svarer til 4 mandater i Folketinget!, er resultatet af at danskerne ikke gider den “menu”, der er til rådighed. Vi skal nok have et par nationale valg mere før det bliver et problem for dem, men hvis de har bare en lille smule mod og tror på det Repræsentative Demokrati så er det en ret god idé, at de tager deres strategier op til overvejelse.

Kun 59% af den stemmeberettigede befolkning tog sig tiden til at stemme. Dét burde også fortælle dem et eller andet om, hvor trætte vi danskerne er af det politiske spil og de mennesker, der stiller op til valg. Denne gang har danskerne sagt det lige ud “Vi gider ikke jeres pis mere!” og Jeg vil opfordre partiledelserne til at tage det op bag lukkede døren, hvor kandidaterne ikke kan høre det. Spørg jer selv: “er vi sikre på at vi har forstået, at vores opgave er at repræsentere holdninger og ikke personer i Folketinget og EU Parliamentet eller skal vi læse op på konceptet Repræsentativt Demokrati?”.

Vi har i 20 år været ude på en glidebane, hvor hele konceptet bag systemet er blevet skubbet i baggrunden for at enkelt-individer kunne skabe sig et liv og tilrane sig privilegier, der ikke er ulig feudale grever og baroners i tidligere tider.

Jeg tror politikerne véd det, men at de er ligeglade så længe de kan lukrere personligt på en karriere som politiker…

Scroll to Top