Det Onde lever for Evigt; det gode forgår i glemsel

Mennesker husker bedre, når det handler om Ondskab. Vi lærer af ”fejl”, der efterlader et større eller mindre traume uanset om det er Hitlers år ved magten i Tyskland eller ”ild er varmt” første gang vi brænder os på en lighter. Traumer huskes bedre end lykkelige oplevelser.

Onde handlinger og historier gør større indtryk på os end gode. En romantisk komedie er hyggelig, sjov og ‘god’, mens en horrorfilm efterlader frygtsomme ekkoer i vores sind. Du véd hvem Freddie, Mike og Thanos er, men kan du huske hvad hed Julia Roberts’ karakter i ”Pretty Woman”, den nok mest kendte feel-good film, som de fleste husker?

Hånden på hjertet; du vidste at Freddie hed Kruger til efternavn og Mike hed Myers – og Thanos knipsede halvdelen af verdens befolkning væk, men du anede ikke at Julia Roberts spillede Vivian Ward i Pretty Woman, en film. Og når nu vi ér i gang; hvad hed Leonardo DiCaprios rolle i Titanic?

Vi husker bedre, når det skræmmer os, og religion virker på samme måde. Der er langt flere tilhængere af guddomme, der skræmmer os, end tilhængere af de guddomme, der ønsker os det bedste.

”Jamen guds kærlighed er altomgribende” hører Jeg straks alle kristne og muslimske læsere skrige. Og sikke dog noget ævl. Den abrahamiske guddom er den Ondeste af dem alle.

Se dig om i verden. Konflikter i Mellemøsten fordi muslimer og jøder ikke kan leve sammen. De diskuterer ikke deres forskelligheder; de slår hinanden ihjel i deres guddoms navn. Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvilken side af den sag du er på – de slår hinanden ihjel fordi de ikke kan lide den anden religion.

Det er foregået gennem historien siden den monoteistiske religion startede. Det vi i dag kalder ”mytologier” er forskellig fra den abrahamiske religion i, at de ikke startede krige fordi den anden part tilbad Odin eller Zeus på den ‘forkerte måde’. Konflikten mellem kristne og skandinaviske hedninge handlede om at de kristne ville påføre den abrahamiske guddom på skandinaverne, og magthaverne brugte det til at ophøje sig selv fra almindelige mennesker til ”guddommens udvalgte”.

Den abrahamiske guddom er opfundet af mennesker, der ønskede at tage magten over andre. Siden starten har mennesker brugt guddommen som basis for at opretholde et hierarki, hvor alt kan henføres til at en ”ordre er kommet oppefra så i skal gøre som der bliver sagt”.

Alle jøder, kristne og muslimer – og alle variationer af de sekter – er blot ‘soldater, der udfører ordrer’, og de udfører ordren af frygt for represalier fra andre i sekten. Frygten for guddommens vrede er større end nydelsen af guddommens kærlighed. Frygten for represalier gør at følgere af den abrahamiske guddom er i stand til at udføre den ene ondskabsfulde handling efter den anden uden at påtage sig skylden for det var guddommen, der sagde de skulle gøre det.

Og gennem historien har de abrahamiske religioner udført den ene onde handling efter den anden – alt sammen i guddommens navn og retfærdiggjort det i samme. Jødedommen var slem til disse ondskabsfulde handlinger før vores tidregning, de kristne var slemme til indtil islam tog over og dyrker den ondskab i vore dage.

De abrahamiske følgere bryder dagligt med guddommens dikterede påbud, forbud og formaninger. Hver eneste dag bryder de guddommens formaninger for ingen kan leve uden at bryde dem – så modstridende er de over for sig selv, og der er så mange fortolkninger af hver eneste passage i deres bøger, at det simpelthen ikke kan lade sig gøre at leve efter dem.

Det har blandt andet gjort at guddommens følgere har gjort ondskab på hinanden. Katolikker, protestanter, muslimer, jøder og alle de forskellige retninger af guddommen har gennem hele historien kastet sig over hinanden fordi modparten tilbad den samme guddom, men på den ‘forkerte måde’.

Enhver form for tilbedelse af en guddom, der er skabt som et hierarki for at inddele mennesker i grupper af magthavere og magtpålagte, og brugen af voldelige midler til at påtvinge det hierarki på andre – også internt i hierarkiet – kan ikke anses for at være ”gode”.

Naturligvis ér der ‘gode følgere af den abrahamiske guddom”. Der var også gode tyske soldater under 2. Verdenskrig, men de er en sjældenhed og få bliver husket i historiebøgerne.

Det Onde lever for Evigt; det gode forgår i glemsel