For over 100 år siden begyndte kvinder endelig at få rettigheder, og for 50 år siden tog det virkeligt fart med Rødstrømperne. Det var – set med mine personlige øjne – en god ting, at Loven og Staten anså kvinder og mænd som ligestillede enkeltindivider, men det ér begyndt at tage overhånd. Eller rettere; det har taget overhånd for vi må ikke længere snakke om mænds problemer – kun om kvinders.
Det samme gælder seksuelle minoriteter. De har i årevis kæmpet en hård kamp for at opnå ligestilling i Lovens og Statens øjne. Fra 1933 hvor homoseksualitet blev de-klassificeret fra “psykisk sygdom” til 1989, hvor det første registrerede partnerskab blev indgået. Siden har de fået mulighed for at adoptere børn, blive gift på lige fod med heteroseksuelle og så videre. Der er – i lovens øjne – ingen forskel på kvinder og mænd eller på hetero- og homoseksuelle.
Og alligevel er det en samtale, der fortsætter i een uendelighed. Vi er kommet til et punkt, hvor det er helt legalt at snakke om trans-kønnedes rettigheder helt ned i detaljerne (eks. tamponer på Herre-Toilettet), men hvor det også har taget så meget overhånd at mænd, som Lia Thomas, forsøges forsvaret i hans (for Lia Thomas startede sin svømmekarriere som mand) forsøg på at opnå at blive USAs hurtigste kvindelige svømmer. For et gammelt røvhul som mig er det fuldstændigt absurd, at den samtale stadig foregår, når Loven og Staten er indrettet til at hvert enkelt individ er ligestillet – og så alligevel ikke.
For det ér nemlig på mændenes side af sagen Ligestillingen halter gevaldigt, men det er ting, som man absolut ikke tør tale om, endsige gøre noget ved, fordi det er ting, som er så indgroet i danskerne at det er blevet helt normalt at nedprioritere mænd i disse sammenhænge. Der er især to emner, der virkeligt springer i øjnene, når man kigger på Loven og Staten i forhold til Ligestilling – og det handler om børn i begge tilfælde.
Der er skrevet mangt og meget om fædres forhold til deres børn. 7/7 ordninger er heldigvis ved at blive normen, hvilket giver bedre muligheder for fædrene, men i mange tilfælde er manden blot en penge-maskine for moderen, og en barnepige hver anden weekend, hvor hun skal ud og more sig med veninderne. Jeg kender, desværre, en del kvinder, der ikke har noget problem med at indrømme, at dét er det du anser manden som; pengene til luksuslivet i den weekend de har “børnefri”. Det er så udbredt at flere bekendte har indordnet deres ‘børnefri-weekend’ med hinanden så de kan ‘hænge ud’ uden at skulle tænke på børn og deslige.
Det er ikke en kritik af singlemødre som sådan. Det er blot en kendsgerning at mange kvinder tænker sådan, når de er færdige med en mand, som de har et eller flere børn med. Det er holdningen Jeg opponerer imod, især fordi den absolut ikke gør nogen “ligestillet” i dén sammenhæng, og det intet godt gør for “barnets tarv”, som ellers er dét, der bruges som undskyldning for ordningen.
Dén del af ligestillingsproblemet har Manderådet.dk dog heldigvis godt fat i.
En af de steder, hvor mænd/fædre ikke har noget valg er Abort og Fødsel, men det er heller ikke kun en kvindesag; det er en etisk og moralsk sag, som har været diskuteret altid – og Danmark var et af de første vest-Europæiske lande, der tillod Provokeret Abort. Sovjetunionen slog os med omkring 50 år da de i 1920 indførte fri abort.
Man har siden snakket meget om det etiske omkring hvornår et liv begynder – en meget kompliceret sag – og endda om juridisk abort for mænd. Noget man aldrig rigtigt snakker om er, at uanset hvornår livet begynder i mors mave eller mors ønsker i det hele taget så skal der 2 mennesker til at skabe et barn.
Det bliver aldrig diskuteret om en kvinde har ret til at dræbe en mands afkom. Vi snakker meget om kvinders rettigheder og om barnets rettigheder, men mænds rettigheder på netop det område er begrænset til om han vil vedkende sig faderskabet, hvor meget han skal betale i børnepenge og kvinders modstand mod juridisk abort.
Men vi snakker aldrig om at en kvinde, der vælger at få foretaget en abort, dræber mandens barn. Situationen, hvor moderen ikke ønsker barnet, men manden gør er ikke en samtale nogen tør tage op. Det er en samtale, som Jeg mener bør tages – med fokus på ansvar, etik og konsekvenser af egne handlinger – men Jeg tvivler på, at dén samtale bliver taget i min levetid.
Jeg er abortmodstander – men det er meget, meget, MEGET FUCKING VIGTIGT at forstå, at det er abort i mit liv Jeg er modstander af! Din abort, historien bag og så videre er fuldkommen ligegyldigt i sammenhæng med min modstand mod abort. Du kan bruge abort som prævention for min skyld – det rager mig en høstblomst – for det er dit problem, din abort og en anden mand, der er far til barnet.
Hvis Jeg – mod al forventning – skulle gøre en kvinde gravid og hun vælger at få en abort så anser Jeg det som mord på mit barn. Hvad du gør med en anden mands barn er op til din etik og moral, hvilket intet har med mit liv at gøre, men hvis Jeg har gjort en kvinde gravid og hun får en abort – mit barn – så har hun, set med mine øjne, myrdet mit afkom.
Jeg har stået i dén situation, hvilket gav mig et ryk i sjælen, som fuldstændigt ændrede min holdning til abort helt tilbage da Jeg var omkring 22 år gammel. Det er den sædvanlige historie; fyr møder pige, pige drikker fyr fuld, pige tager med hjem og knepper, pige gider ikke se fyren efterfølgende. (Ja, hun gav drinks og nej, Jeg var ikke “uvillig” – bare fattig).
Et års tid senere møder Jeg hende igen, denne gang giver Jeg drinks – i håbet om en gentagelse af hvad Jeg anså for at være en ret god nat – men hun er ikke villig. Hun forklarer at det er fordi hun fik en abort kort efter vi var sammen og hun derfor ikke vil gentage oplevelsen. Forståligt nok, men…
Hun fortæller mig først 1 år senere – trods vi har fælles venner og hun vidste hvor Jeg boede! – at hun havde fået foretaget en abort. Før denne information gik Jeg 100% ind for “kvindens krop, kvindens valg”, men da Jeg fandt ud af, at hun havde slået mit barn ihjel blev Jeg virkeligt ked af det. Det rykkede mig hurtigt fra “Kvindens krop, kvindens valg” til “fuck dig, kælling! Du har myrdet MIT barn!”
Det fortalte Jeg hende ikke den gang og da hun desværre er gået bort på grund af en bilulykke senere i livet, finder hun heller aldrig ud af, hvor meget Jeg hader hende for at have slået mit barn ihjel.
At kvinder helt frit og med Loven i hånden kan myrde en mands barn uden at han har nogen form for indsigelse er mig en gåde, men det er en situation, der næppe kan løses på nogen særligt god måde. Man kan ikke rigtigt tvinge kvinder til at være ‘rugemor’ for et barn, som hun ved fødslen skal aflevere til faderen – det er ikke sundt for barnet – og man kan ikke tvinge en kvinde til at være “weekend-mor” på samme måde, som man tvinger fædre til at være det.
Eller kan man…?
Man kan i det mindste have samtalen om, hvorvidt det er okay at kvinder kan vælge at slå en mands barn ihjel uden hans indsigelse på nogen måde. Det er naturligvis ikke en samtale nogen er parat til at have – og slet ikke i vor tid, hvor kvindekvoter, mænd-som-kvinder-i-kvindesport og den slags latterligheder fylder i samtalen. Og den “fri abort” er så indgroet i vores bevidsthed at vi slet ikke tør diskutere ændringer af den.