Det Repræsentative Demokrati
Nogle mennesker mener, at de vil være med til at tage beslutninger på andres og egne vegne. De har en mening om, hvad der er “rigtigt” og hvad der er “forkert” for individer at foretage sig. De finder sammen i en lille gruppe, som vi herefter kalder “Parti-Toppen” fordi disse mennesker tager beslutningerne om, hvad Partiet siger, gør og mener. Parti-Toppen kan være en stor eller lille flok, men alt hvad de mener om “samfundets indretning” besluttes af denne gruppe.
Samfundet er ikke det samme som staten. Samfundet er det generelle menneskelige kollektiv inden for staten, hvor staten så er den herskende del. De mener, at de ved bedre end individerne, hvordan samfundet skal se ud, og vil derfor være en del af staten for at kunne gennemtvinge disse holdninger på andres liv.
Nogle veltalende personer vælges af Parti-Toppen – og kun Parti-Toppen – som “repræsentanter” for Partiet. Denne gruppe, som vi herefter kalder “Kandidaterne” taler på vegne af Parti-Toppen, og udfører de handlinger, der giver Parti-Toppen magten til at påtvinge andre deres holdninger. Kandidaterne er også dem, der er ansigtet ud ad til og kan vælges af den menige befolkning som Repræsentanter i det Repræsentative Demokrati.
Reglerne er anderledes for Kandidater, der nyder en masse privilegier og økonomiske goder, hvis de altså kan overbevise befolkningen – herefter kalder vi befolkningen for Vælgerne – om at deres påtvungne regler, forbud, påbud, regulationer og holdninger er bedst for de individer, der stemmer på dem.
For at kunne beslutte, hvem der skal have en plads i beslutningsgruppen får Vælgerne valget mellem hele Partiet eller de enkelte Kandidater. De får ganske enkelt en menu med muligheder, men heller ikke mere end dét. Vælgerne har altså ingen indflydelse på, hvilke “retter” der er tilgængelige, men kan vælge mellem de retter der er på menuen – og kun de retter, der er på menuen.
Hvis A vælger Svinekam med råstegte Kartofler, men B og C vælger Kogt Torsk med Persillesovs så bliver A også serveret Kogt Torsk selvom det ikke var dét han ville have. Parti-Toppen for Kogt Torsk har sat det på menuen, Kandidaterne har talt godt for smagen af Persillesovsen og Vælgerne har valgt – på egne og andres vegne – at det skal være Kogt Torsk med Persillesovs til alle.
Hvis man nægter at spise det fordi man virkeligt ikke kan lide Kogt Torsk med Persillesovs eller ligefrem er allergisk overfor det, så bliver man tvangsfodret den kogte torsk og persillesovsen bliver hældt i halsen på. Alle skal have det samme for sådan er staten indrettet, og hele samfundet skal have det samme, dikteret af hvad Parti-Toppen kan lide og hvor gode Kandidaterne er til at tale godt for dele af retten.
Uanset om man er Vælger A eller B/C så får man det samme, dikteret af, hvad Parti-Toppen synes skal være på menuen, og det vælges ud fra hvor gode Kandidaterne er til at tale godt for persillen i persillesovsen. Det er ikke hele retten, der falder i smagen for de mennesker, der har valgt den på deres egne og andres vegne, men persillen lyder jo meget godt selvom der følger ulækker kogt torsk og kvalm sovs med.
Hvor meget indflydelse synes du selv du har på “staten”, endsige samfundet?
Parti-Toppen dikterer hvad du kan vælge imellem, solgt til dig af Kandidaterne, og du er selv en meget lille del af den “generator”, der beslutter hvilken ret du får serveret – uanset din egen smag, lyst eller allergener.